Home Nyheder Spindeskolen i Køng

Spindeskolen i Køng

Email Udskriv PDF
Den gamle spindeskole i Køng er i disse uger ved at blive undersøgt nærmere i forbindelse med forberedelserne til en restaurering. Det fredede hus daterer sig helt tilbage til 1778 og var den allerførste bygning, som blev bygget ved etableringen af linnedindustrien, Køng Fabrik.

I spindeskolen lærte småpiger i alderen 4-10 år at spinde fine hørtråde til fabrikkens væve, og der har været plads til ca. 40 piger ad gangen. Bygningen var indrettet til undervisning af børnene, men også som beboelse for deres lærerinde, som blev kaldt ”Spindemoderen”. Lige overfor spindeskolen lå tidligere en rytterskole, og af arkitektoniske og byplansmæssige grunde blev spindeskolen opført, så den i høj grad lignede rytterskolen. Rytterskolernes dimensioner, materialer og indretning kender vi meget præcist fra gamle kilder, og de foreløbige undersøgelser af spindeskolen viser, at Spindeskolen i endnu højere grad end tidligere antaget har været opført som en kopi af rytterskolen – også hvad angår bygningens indre! På den måde bliver ligheden med rytterskolen til selve nøglen for restaureringen af spindeskolen.

Det er håbet, at spindeskolen i fremtiden vil kunne blive inddraget aktivt i formidlingen under Køng Museum.

 
Besøg Industrialia.dk på