Home Nyheder LE KLINT – fra klassisk håndværk til moderne design

LE KLINT – fra klassisk håndværk til moderne design

Email Udskriv PDF
Navnet LE KLINT er forbundet med et stykke helt specielt virksomhedshistorie, hvor samarbejdet mellem familien Klint, virksomheden og de designere der gennem tiden har udviklet de mange forskellige lampemodeller løber som stærke spor inden for dansk belysningsdesign og tilsammen udgør et stykke spændende design- og virksomhedshistorie. Den 2. oktober vises udstillingen "LE KLINT – fra klassisk håndværk til moderne design" på Kunstmuseet Trapholt.
LE KLINT er et begreb i dansk lampedesign – også uden for Danmark. Den danske belysningsvirksomhed er ensbetydende med banebrydende design og håndværk i høj kvalitet gennem mere end et halvt århundrede. Udstillingen viser et udvalg af lamper fra LE KLINTs historie. Fra den første dobbeltplisserede lampeskærm på P.V. Jensen-Klints fod af keramik over Kaare Klints klassiske modeller til de moderne design repræsenteret ved Sinus-serien, der er foldet i bløde kurver og helt frem til de nyeste modeller fra 2008. 

Videoer og historiske fotos viser foldeprocessen og klip fra arbejdet i virksomheden og illustrerer historien om familien og designernes arbejde.

Bog supplerer udstillingen
Bogen LE KLINT – Design – Håndværk – Historie er skrevet af Mette Strømgaard Dalby og udkommer samtidig med udstillingen på Trapholt. Bogen viser og beskriver systematisk udviklingen i LE KLINTs lampedesign siden de første håndfoldede lamper, der så dagens lys for 65 år siden – og udviklingen af designet op til i dag. Lamperne er designet i tæt samarbejde med tidens førende arkitekter op gennem det 20. århundrede og modellerne har løbende integreret de teknologiske fremskridt i udviklingen af designet. Bogen er dog i lige så høj grad et stykke familie- og virksomhedshistorie om familien Klint og deres virksomhed, der blev grundlagt for 65 år siden. Forfatteren fortæller historien om den kunstneriske kreativitet, der har sat sig varige spor i det danske arkitektur- og formgivningsmiljø.

Udstillingen på Kunstmuseet Trapholt er åben for alle fra 2.10 2008 til 11.1 2009.
Senest opdateret ( Lørdag, 04 Oktober 2008 20:02 )  
Besøg Industrialia.dk på