Arbejdermuseet viser udstilling om ovnbyggerne fra Auschwitz. Fra d. 22. august og resten af 2008 viser Arbejdermuseet en enestående udstilling om den tyske maskinfabrik Topf & Söhne.
Udstillingen fortæller om én af de maskinfabrikker, der leverede krematorieovnene til de tyske koncentrationslejre under nazismen. Det er en fortælling om en industrivirksomhed med stor teknisk viden, god produktion, høj præcision, godt salg og solidt etisk fravær igennem nogle år.
Mens millioner af mennesker blev myrdet i Auschwitz og andre tyske koncentrations- og udryddelseslejre, stod morderne over for en række tekniske problemer. Drabene og den efterfølgende bortskaffelse af ligene skulle foregå med så få afbrydelser og med så lille et forbrug af brændstof og øvrige omkostninger som muligt, og samtidig uden alt for mange spor. For at opnå det var SS henvist til civile eksperter, som ikke havde nogen som helst skrupler over at løse de praktiske problemer, der knyttede sig til udryddelsen. Her spillede Erfurt-firmaet Topf & Söhne en afgørende rolle. Historien om dette helt normale tyske firma begynder i 1800-tallets pæne borgerlige Erfurt, men fører til Auschwitz’ krematorier.
Beretnigen Topf & Söhnes uforbeholdne samarbejde med SS er især værd at bemærke. Hverken indehaverne eller de involverede medarbejdere passer til den gængse opfattelse af fanatiske nationalsocialister eller ekstreme antisemitter. Stræben efter profit eller personlige fordele er heller ikke tilstrækkelige forklaringer på deres handlinger. De var hverken blot ”tandhjul i maskineriet” eller ”skrivebordsforbrydere”. De handlede hverken på befaling eller under tvang og vidste præcis, hvad den teknik, de udviklede, skulle bruges til. Man kunne tilsyneladende have afbrudt eller indskrænket forretningerne med SS, uden at det havde fået graverende konsekvenser. Ja, SS blev sågar undervejs rykket som andre dårlige betalere.
For Topf & Söhne var det åbenbart tilstrækkeligt, at behovet for krematorier var udtryk for statens vilje, at det angiveligt tjente Tysklands interesser, og at det indebar nogle tekniske udfordringer, som udfordrede ingeniørernes ambitioner. Fraværet af medmenneskelighed over for ”folkefælleskabets naturlige fjender” gjorde dem meddelagtige i massemordet. Nogle af medarbejderne kom i russisk fangenskab efter krigen, nogle døde og nogle fortsatte virksomheden.
Udstillingen er produceret i Tyskland af Stiftung Gedenkstätte Buchenwald, og vises på Arbejdermuseet fra 22. august - 30. december 2008








