Museum Lolland-Falsters traditionelle Håndværkerdag d. 29. august på Frilandsmuseet i Maribo sprænger i år alle rammer. Ikke mindre end 25 forskellige fag er repræsenteret. Derudover deltager også malerne som har medvirket ved restaureringen af Kronprinsparrets nye bolig i Frederik d. 8.s palæ på Amalienborg og de vil vise nogle af de teknikker, der blev brugt ved dette arbejde. Et nyt tiltag er deltagelsen af en bådebygger, Jørgen Jensen, og en elektriker, Poul Nielsen, der vil påbegynde restaureringen af Museum Lolland-Falsters gamle generator fra Nysted Savværk. Som traditionen foreskriver, vil Elisabethsminde fylde Falstergårdens stald med dyr af gamle danske landracer, og i forbindelse med beslagsmedens arbejde vil der være mulighed for, at børnene kan få en gratis træk-tur på en hest. Hvis vejret tillader det, vil Museum Lolland-Falster benytte dagen til at opsætte stubben til Frilandsmuseets stubmølle fra Fejø, der jo er under renovering.
Frilandsmuseet i Maribo er åbent på håndværkerdagen fra 10 – 16. Entré Voksne 30 kr., børn gratis.








