Home Nyheder Ny basisudstilling på Danmarks Tekniske Museum

Ny basisudstilling på Danmarks Tekniske Museum

Email Udskriv PDF

”Luft under vingerne – fra fantasi til rutefart” er en ny basisudstilling på Danmarks Tekniske Museum. I udstillingen fortælles den fantastiske historie om en ny teknologis opfindelse og gennembrud, fra de første myter og drømme om flyvning til ruteflyvning blev en realitet i mellemkrigstiden. Ferie- og forretningsrejser og vareleverancer pr. luftpost er blevet en naturlig del af hverdagen, og det er først, når teknologien svigter, at vi begynder at interessere os for den.

 

For 100 år siden var det helt anderledes. Dengang var flyvning nyt og spændende, og danskerne kiggede interesserede med, når unge vovehalse satte livet på spil i spinkle flyvemaskiner af træ og lærred og med en mere eller mindre ustabil motor. Aviserne beskrev nøje, hvor højt og langt, der blev fløjet, og jublen var stor, da Alfred Nervø som den første fløj ind over København, og Robert Svendsen tog turen over Øresund i sommeren 1910. Tilsvarende stor var sorgen tre år efter, da et styrt for første gang kostede en dansk flyver livet.

Forud var gået et århundrede med mange opfindere, der forsøgte at komme op at flyve. Deres viden om aerodynamik og vingeformer var blevet stadig mere detaljeret, og samtidig var en ny motortype udviklet: den lette benzinmotor. Mange var dog skeptiske over for ideerne om flyvning, og denne skepsis udtryktes f.eks. i 1878 i Opfindelsernes Bog, der mente, at flyvemaskinen sikkert aldrig ville blive anvendt som transportmiddel, trods forhåbningerne hos dem, der spildte tid og kræfter på at løse flyvningens problem. Man tvivlede på, at mange ville have mod til at betro sig til et befordringsmiddel, hvor ”den rædselsfuldeste død måtte synes vis, når maskineriet i flyveapparatet kom det mindste i uorden og pludseligt nægtede at gøre tjeneste, mens man befandt sig måske tusinder af fod over jordens overflade”.

Som bekendt blev flyvemaskinen opfundet, og for 90 år siden var ruteflyvning så småt kommet i gang. Det var dog i begyndelsen svært at få økonomien til at løbe rundt, og komforten var det så som så med i de åbne maskiner med plads til et par passagerer. I 1925 åbnede lufthavnen i Kastrup, og i de kommende årtier blev ruteflyvning med passagerer og fragt rutine. Samtidig blev maskinerne større, sikrere og mere komfortable, og mange af de rutiner, vi kender fra flyvning i dag, blev skabt.

I udstillingen ”Luft under vingerne – fra fantasi til rutefart" fortælles historien om luftfarten. I udstillingen kan man opleve en flyvemaskine anno 1911; lærred fra det berømte luftskib Graf Zeppelin, der besøgte Danmark i 1931; en foret flyverdragt fra tiden i de åbne maskiner; en brækpose fra 1941, hvorpå der står, at den ikke må smides ud af vinduet; filmklip fra flyvningens barndom og meget andet.

I udstillingen kan man også som noget helt nyt i den danske museumsverden opleve en 3D-animation, hvori nogle af de meget tidlige luftfartøjer flyver igen. Den er udviklet af firmaet Real Fiction, der er specialister i at skabe oplevelser med ny teknologi.

Økonomisk støtte fra Ellehammerfonden og Teknisk Museums Venner har muliggjort etableringen af udstillingen og indkøbet af helt ny 3D-teknologi.

Udstillingen kan se på Danmark Tekniske Museum i Helsingør.

 

Fartplaner fra Det danske Luftfartselskab fra 1931. Både fartplaner og modeller af mange af selskabets rutefly i 1920’erne og 1930’erne kan ses i udstillingen ”Luft under vingerne – fra fantasi til rutefart”.
 
Besøg Industrialia.dk på