Home Nyheder Bugatti - bilhistoriens smukkeste skabninger

Bugatti - bilhistoriens smukkeste skabninger

Email Udskriv PDF

Danmarks Tekniske Museum udstiller i øjeblikket en Bugatti, i forbindelse med museets særudstilling ”I al hast – transport og kommunikation i fartens tidsalder”. Bugatti Type 37 er den 4-cylindrede 1,5 liters version af Bugattis legendariske Type 35 2 liters racer med 8 cylindre. Med Type 37 blev det muligt for private, men velbeslåede, at udfolde sig og gøre sig gældende i stor stil på væddeløbsbaner i 1920’erne og 1930’erne.

Den Type 37, som Teknisk Museum udstiller, blev som ny solgt til Schweiz i 1926 og brugt til race. Den vandt bl.a. løbet Klausenrennen i Schweiz, Europas mest berømte og sværeste bjergløb. Erik Koux købte i 1955 bilen i Schweiz, mens han studerede der. Han betalte dengang 2.000 SFR for bilen, hvilket svarede til ca. 8.000 kr. i datidens mønt. Erik Koux brugte bilen som hverdagsbil i Schweiz og tog den med til Danmark i 1962. Siden har den deltaget i mange løb, bl.a. Rally Monte Carlo med start i Stockholm og mål i Monte Carlo. Peter Koux overtog bilen i 2006 og har deltaget i rallies i Sydafrika, St. Mourits mv.

Ettore Bugatti startede produktionen af den første bil med hans eget navn, Bugatti Type 13, i et nedlagt farveri i Molsheim i 1909. I forbindelse med fejring af 100-året deltog Erik Koux med denne Bugatti Type 37 i Frankrig og kørte i den forbindelse på to uger 3.000 km uden problemer. Noget af en bedrift, men alligevel også en selvfølgelighed, for denne 83 år gamle Bugatti, der som noget ret enestående aldrig er blevet restaureret!

Bugattien er venligst udlånt af Peter Kouxs.

Danmarks Tekniske Museum vil i særudstillingsforløbet for udstillingen ”I al hast” udstille skiftende, markante biler. Denne Bugatti er udstillet til og med fredag d. 13. november.

Senest opdateret ( Onsdag, 04 November 2009 23:06 )  
Besøg Industrialia.dk på