Home Nyheder Overvågningens historie på museum

Overvågningens historie på museum

Email Udskriv PDF

Overvågningens historie er lang, uhyggelig og mere aktuel end nogensinde. Det præsenteres i en særudstilling på Post & Tele Museum, hvor man bogstavelig talt får overvågning ind på livet. Undervejs i udstillingen kan man se nogle af de genstande, der fik størst betydning i dansk overvågnings historie.

Omdrejningspunktet for udstillingen - og overvågningens historie - er et centralt dilemma: På den ene side skal staten værne om vores sikkerhed og beskytte os mod farer; på den anden side skal staten respektere vores demokratiske rettigheder. Dilemmaet er ikke nyt, men det har fået en skræmmende aktualitet i vores globale og højteknologiske samfund, hvor vi bruger kommuni­kations­midler som aldrig før. Vores frihedsrettigheder er nedfældet i Danmarks Riges Grundlov, men bliver til stadighed udfordret af antiterrorlove, bandepakker og kampagner mod piratkopiering og fildeling. 

Udstillingen
I udstillingen præsenteres fem intense dokumentarfilm, der med konkrete historier viser de menneskelige konsekvenser af 400 års overvågning. Her præsenteres hemmelig brevåbning under den danske enevælde (1660-1848), aflytning af den elektriske telegraf under 1. verdenskrig (1914-18), censur og overvågning under 2. verdenskrig (1939-1945), aflytningsskandaler under den kolde krig (1954-1991) og nutidens overvågnings­samfund, hvor kameraer på hvert gadehjørne, mobiltelefoner og internet gør det enkelt at følge os i både det private og offentlige rum.

Undervejs i udstillingen kan man se nogle af de genstande, der fik størst betydning i dansk overvågnings historie: Brevet, landsforræderen Poul Juel forsøgte at sluge i sit forsøg på at undgå afsløring. Pistolen, der skød konseilspræsident Estrup. Aflytningsudstyret, en dansk modstandsgruppe brugte til at aflytte Gestapo for at afsløre stikkere og redde modstandsfolk. Eller radioudstyret, den danske flåde brugte til at aflytte de russiske krigsskibe under Cubakrisen, da 3. verdenskrig nær var brudt ud. 

Udstillingen "Overvåget" åbner på kulturnatten den 9. oktober 2009 og kan ses frem til 24. oktober 2010.

 Se kort film om udstillingen her!

 Se mere på P & T Museets's webside her!

Senest opdateret ( Torsdag, 08 Oktober 2009 21:48 )  
Besøg Industrialia.dk på