Den panservogn der i over 50 år har stået som vartegn udenfor Frihedsmuseet i København, bærer efterhånden alvorligt præg af de mange år i al slags vind og vejr. Tuborgfondet har nu, med overrækkelse af en check på kr. 55.000.- til Frihedmusset, sikret panservognen en større restaurering.
Bag enhver ting på Frihedsmuseet gemmer sig en historie om besættelsen, og det gælder også panservognen. Vognen er fremstillet i hemmelighed i Frederiksværk forud for befrielsen. Ud fra en to-tons Ford AA fra 1930 tilhørende Frederiksværkbanen, fik en række frivillige smede og mekanikere med stålplader fremskaffet fra Stålvalseværket skabt en køre- og kampklar panservogn, der fik navnet: V3 - som en særlig hilsen til Hitler og hans hemmelige våben, de frygtede V1 og V2 bomber, der havde spredt død og ødelæggelse.
Den 5. maj stod den klar, og det var med V3 i spidsen, at anholdelsen af en gruppe danske Gestapohåndlangere – Lorentzen-banden – blev iværksat. Banden havde skjult sig i et sommerhus i Asserbo, angiveligt i den hensigt at flygte videre til Hesselø, hvor de ville have forsøgt at forblive ubemærkede, indtil den værste hævntørst var drevet over. Så let skulle det dog ikke gå, og det kom til skudveksling med tre døde på Lorentzen-bandens side. Aktionen mod Lorentzen-banden blev den eneste større aktion, panservognen V3 deltog i.








