Home Nyheder Stubmøllen fra Fejø reddet i sidste øjeblik

Stubmøllen fra Fejø reddet i sidste øjeblik

Email Udskriv PDF

Stubmøllen fra Fejø, der har stået på frilandsmuseet i Maribo siden museets åbning i 1927, kan nu gennemgå en tiltrængt istandsættelse. Det er en stor og generøs bevilling på 4,7 mio. kr. fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål, der muliggør istandsættelsen.

Den gamle stubmølle fra Fejø har igennem mange år været frilandsmuseet i Maribos vartegn. I de senere år er den blevet stærk medtaget af vind og vejr, senest har museets medarbejdere måtte pille møllevingerne af, at hensyn til museets gæsters sikkerhed. Det har derfor længe været et stort ønske at få møllen istandsat og ved samme lejlighed flytte nogle meter ud til kanten af museet, hvor den vil kunne fange vinden og derved male mel. Takket være midler fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal kan projektet lykkes.

 

Stubmøllen fra Fejø
Det var daværende Lolland-Falsters Stiftsmuseums formand amtsforvalter Holck, der ønskede sig en møllen til det frilandsmuseum, han i 1920erne var i gang med at anlægge ved Maribo Søndersø. Han fik i 1924 mulighed for at købe den gamle stubmølle, som oprindeligt stammer fra Vesterby på Fejø, hvor den havde været i samme slægts eje i 3 generationer, helt tilbage til 1833. Den havde været i brug frem til 1921. Det vides ikke med sikkerhed, hvor gammel møllen er, men den er mindst 250 år.
En stubmølle er, som navnet siger, rejst på en stub. Ideen var, at hele møllehuset kunne drejes om denne lodrette midtstolpe, således at møllehuset med vingerne til enhver tid var placeret bedst muligt i forhold til vinden.

Da møllen skulle på museum, manglede den ene vinge, men det lykkedes Holck at skaffe en fra en vindmølle på Lolland. Møllens kværnsten faldt i havnen under transporten fra Fejø og blev således erstattet af én fra en anden mølle. Museets medarbejdere ville meget gerne på jagt efter den originale møllesten, der formodentlig stadig ligger i havnen på Fejø.

Det er firmaet Møllerbygger John Jensen Aps ved Michael Jensen, som skal stå for restaureringen af stubmøllen i samarbejde med arkitekt Jesper Herbert-Nielsen. Arbejdet går i gang hen over sommeren.

 
Besøg Industrialia.dk på