Udstillingen ”FORM – fra tønder til trend” åbnede d. 16. maj på Kulturhistorisk Museum Randers. I 1950’erne og 1960’erne blev Richard Nissens Trævarefabrik i Langå en del af tidens populære danske designbølge, og udstillingen viser en perlerække af trævarefabrikkens unikke og prisbelønnede designprodukter skabt af de to danske designere Richard Nissen og Jens Quistgaard.
I samarbejde med den fremadstormende designer Jens Harald Quistgaard producerede fabrikken med stor succes brugskunst til ikke mindst det amerikanske marked. Mange af produkterne er i dag klassikere inden for både dansk og internationalt design. I 1970’erne gik Richard Nissen solo, og over årene fandt hans skåle, peberkværne, vinreoler og skærebrætter vej til mange tusind danske hjem. Richard Nissens Trævarefabrik havde sit udspring i en lille bødkervirksomhed på Fyn. Siden kom den til Skive, hvor den med succes begyndte en industriel fremstilling af staver og bunde til smørdritler. I takt med fremgangen havde fabrikken brug for mere træ og flyttede derfor i 1919 til Langå i det skovrige Østjylland. Her begyndte grundlæggerens søn Hans Nissen i 1930’erne ydermere en produktion af staver og bunde til almindelige tønder. Trævarefabrikken blev i disse år en af Langås største virksomheder. I Langå kom virksomhedens 3. generation til i form af Hans Nissens søn Richard.
Richard Nissen fik i 1950’erne kontakt til firmaet Dansk Designs, der bestod af den amerikanske forretningsmand Ted Nierenberg og den danske designer Jens Harald Quistgaard. Dansk Designs fandt i Langå den virksomhed, som kunne føre Jens Quistgaards tanker om brugskunst ud i livet. Brugskunsten blev i de fleste tilfælde sammensat af staver og tog dermed sit udgangspunkt i fabrikkens hidtidige produktion.
Dansk Designs og Richard Nissens Trævarefabrik fik sammen skabt en kæmpesucces på ikke mindst det amerikanske marked, hvor Jens Quistgaards designs og Richard Nissens produktioner for mange blev indbegrebet af den danske designbølge indenfor brugskunst. I løbet af ti år blev brugskunsten den vigtigste produktion på fabrikken i Langå, og Richard Nissen begyndte desuden selv at udvikle og designe sine produkter.
I begyndelsen af 1970’erne stoppede samarbejdet med Dansk Designs, og Richard Nissen stod på egne ben. Efter en ydmyg begyndelse vandt Richard Nissens brugskunst stor udbredelse, og en lang række af hans produkter blev folkeeje herhjemme samtidig med, at han vandt flere priser i udlandet.
Richard Nissens Trævarefabrik var en af verdens største brugskunstproducenter i slutningen af 1970’erne. 1980’erne blev en svær tid for fabrikken, som blev overtaget af Bodum i 1990. Siden da har Richard Nissen fortsat med at fremstille brugskunst til blandt andet det eksklusive jagt- og fiskerimagasin Holland and Holland i London.
Udstillingen "Form – fra tønder til trend" vises i perioden 16. maj – 30. august på Kulturhistorisk Museum Randers, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Der er gratis entré.








