Home Nyheder Gasbeholdere ved Gasmuseet bevares

Gasbeholdere ved Gasmuseet bevares

Email Udskriv PDF

Gasbeholderne ved Gasmuseet i Hobro, har hidtil gået en uvis fremtid i møde. Hvad der skulle ske med beholderne: Skulle man rive dem ned, så kun stativerne stod tilbage, skulle man indrette udstillingslokaler eller skulle man give dem en gennemgribende renovering og istandsættelse, så de vil kunne stå for eftertiden som ikoner for en svunden tids energiproduktion. Gasmuseet har nu fået midler til at istandsætte gasbeholderne, der er fra 1926 og 1949, fordi de er en del af det eneste tilbageværende gamle gasværkskompleks.

Tidligere var der 112 gasværker i Danmark, og de var en del af alle industrihavne. Gasbeholderne repræsenterer sammen med gasværket mange års produktion af gas og er samtidig repræsentant for en type tekniske anlæg, som i dag er en sjældenhed i Danmark. Det eneste bevarede anlæg er faktisk gasværket (Gasmuseet i Hobro) hvor gasværkskomplekset sammen med træskibsværftet og havnens pakhuse er med til at gøre Hobro Havn til en enestående kulturperle og en bevaringsværdig repræsentant for den mindre bys industrialiserede erhvervshavn. 

I dag findes der kun 7 gasbeholdere tilbage ud af de over ca. 250 gasbeholdere, der var i Danmark. Bortset fra gasbeholderen ved Østre Gasværk og de to beholdere i Hobro, er det svært at forestille sig, at de andre beholdere bliver bevaret. To af beholderne ligger i Sundby på Amager, og de vil blive revet ned i løbet af det kommende år, mens gasbeholderen i Valby enten bliver revet ned eller ombygget til boliger. Den sidste ligger i Svendborg, hvor den foreløbig henligger.

Gasbeholderne ved Gasmuseet i Hobro bliver dermed de eneste bevarede og renoverede gasbeholdere, som indgår i et industrielt anlæg, der er tilbage i Danmark, og de vil derfor stå som ikoner for de anlæg, der tidligere stod som de helt centrale enheder i enhver by ud over landet, som det sted, hvorfra byens boliger og industri fik sin energi.  Gasbeholderne var ikke unikke for Danmark. I Danmark har vi blot ikke bevaret ret mange af vores industribygninger og derfor heller ikke gasværker og gasbeholdere, men tilsvarende gasbeholdere og anlæg findes rundt omkring i Europa og resten af verden, hvor de har fået lov at stå tilbage som ikoner for en længst svunden industrihistorie.

Find flere oplysninger her på Gasmuseets webside

Senest opdateret ( Søndag, 19 April 2009 19:25 )  
Besøg Industrialia.dk på