Home Nyheder Historien om Carlsberg på nettet

Historien om Carlsberg på nettet

Email Udskriv PDF

Arbejdermuseet har netop lanceret webudstillingen "Humlen ved Carlsberg". På en ny og banebrydende måde formidles historien om Carlsberg. Gennem 160 år er tusinder af mennesker gået gennem porten til Carlsberg: Bryggeriarbejdere, kuske, chauffører, brygmestre, funktionærer og direktører. Alle kan de fortælle deres version af historien om Carlsberg - og nu er det hele samlet i "Humlen ved Carlsberg" - en kollektiv fortælling på internettet.

Hjemmesiden "Humlen ved Carlsberg" består af tre dele:

  • En virtuel model – hvor den seneste computerspilteknik indgår
  • En lydcollage om livet på Carlsberg – baseret på ekspertise fra DR's nu lukkede montageafdeling
  • Et historisk arkiv, som gør det muligt at gå på opdagelse i bryggeriets 160-årige historie
Den besøgende på "Humlen ved Carlsberg" kan helt bogstaveligt gå på en timelang opdagelse i Carlsbergs historie. En del af hjemmesiden er en virtuel verden, som den besøgende kan træde ind i. Carlsbergs enorme kompleks kan opleves, mens produktionen fortsat var i gang, og bryggeriet fremstår i sin bygningsmæssige helhed.

På sin selvvalgte vej gennem området møder man gennem tidligere og nuværende Carlsberg-ansatte den specielle virksomhedskultur, som prægede Carlsberg; deres personlige fortællinger, fortalt af høj som lav
på Carlsberg, vil i samspil med historiske kilder, film, fotos, tegninger og artikler lede den besøgende på opdagelse i 160 års historie.

Arbejdermuseet ønsker med denne tværfaglige og teknisk innovative formidling ikke blot at rette fokus på de fredede bygninger og den imponerende arkitektur på Carlsberg-området, men også på forandringerne af virksomhedens produktion, kultur og relation til samfundet.

Hjemmesiden er udviklet af Arbejdermuseet i samarbejde med Utopian City Scape og Sekretariatet. Udviklingen er støttet af Kulturarvsstyrelsens Kulturnet Danmark-pulje, Carlsbergs Mindelegat og Realdania.

Se hele webudstillingen "Humlen ved Carlsberg" her.

Senest opdateret ( Søndag, 08 Marts 2009 12:28 )  
Besøg Industrialia.dk på