Home Nyheder Bogen om Foss giver legat

Bogen om Foss giver legat

Email Udskriv PDF

Bogen ”Foss” har skaffet professor Kurt Jacobsen og adjunkt Steen Andersen, fra Center for Virksomhedshistorie, det prestigefyldte Professor Sven Henningsens Legat. Sammen med hæderen følger 20.000 kr., det skriver CBS i deres nyhedsbrev. Overrækkelsen af legatet fandt sted fredag den 30. januar 2009 i forbindelse med årsmødet i Selskabet for Samtidshistorisk Forskning.

Bogen, der udkom d. 1. oktober 2008, er en biografi over erhvervslederen og politikeren Alexander Foss og er samtidig den første samlede fremstilling af det danske industriborgerskabs faglige og politiske organisering i begyndelsen af det 20. århundrede.

I nyhedsbrevet fra CBS peger de to forfattere peger på ét emne, som de mener, har haft betydning for tildelingen af prisen:

- Vores forskning i britiske arkiver afslørede, at den hidtidige forskning har taget afgørende fejl, når det gælder Danmarks udenrigshandelspolitik under 1. Verdenskrig. Industrirådets og især Alexander Foss’ rolle er hidtil blevet stærkt undervurderet, men det er der nu rettet op på, siger Steen Andersen og peger på, at historiebøgerne nu må skrives om.

Prisen har givet de to historikere blod på tanden til at gå videre med dansk industris handel og ageren under 1. Verdenskrig: - Hidtil har forskningen helt overvejende fokuseret på 2. Verdenskrig og den tyske besættelse, men også under 1. Verdenskrig var Danmarks selvstændighed på spil. Dét vil vi gerne arbejde videre med, siger de to historikere.

Læs mere på CBS - Copenhagen Business School 's webside

Senest opdateret ( Lørdag, 31 Januar 2009 22:19 )  
Besøg Industrialia.dk på