Home Bogomtale Thrige - mennesket og virksomheden

Thrige - mennesket og virksomheden

Email Udskriv PDF

Forlaget Odense Bys Museer udgiver ny bog om den unge Thomas B. Thrige, som med ekstraordinær motivation og talent skaber en kæmpemæssig virksomhed med tusindvis af medarbejdere. Historien fortælles nu i let tilgængelig form af historikeren René S. Christensen i bogen "Thrige - mennesket og virksomheden".

Thomas B. Thriges virksomhed dækker et mere end 17 tdr. land stort areal i Odense og er dermed ikke blot et meget synligt industrihistorisk monument i byen og en vigtig del af Odenses nyere historie. Thrige var også i et internationalt perspektiv en meget vigtig virksomhed. En kombination af fabrikant Thomas B. Thriges personlige drivkraft og erfaring fra arbejdet hos Thomas Edison i USA med det helt rigtige tidspunkt skabte den førende elekrotekniske virksomhed i Danmark i første del af 1900-tallet.

Bogen er ikke den første om Thrige. I 1983 udkom Tage Kaarsted og Per Bojes Thomas B. Thrige - Primus Motor, men siden er virksomheden lukket, og fabrikken er både solgt og genanvendt. Thrige - mennesket og virksomheden fører historien frem til i dag og lægger for første gang vægt på selve det store fabriksanlæg, som så mange odenseanere stadig kender og husker.

René S. Christensen har sammen med fotograf Flemming Wedell, der er kendt for sine skildringer af kulturhistoriske miljøer og industribygninger, set nærmere på fabrikkens bygninger. Bogen bringer en række nutidige optagelser af fabrikskomplekset og fortæller historien om, hvordan Thrige voksede fra den oprindelige hjørneejendom ved Tolderlundsvej til det kæmpemæssige anlæg, vi kender i dag.

Odense Bys Museer har gennem en årrække haft et godt samarbejde med Thomas B. Thriges Fond, bl.a. om bevaringen af Kraftcentralen og opbygning af en udstilling om Thrige på samme sted. Bogen Thrige - mennesket og virksomheden er en fortsættelse af dette samarbejde. Det er Thomas B. Thriges Fond, der ved en bevilling har muliggjort udarbejdelsen af bogen.

Thrige - mennesket og virksomheden udkommer på Forlaget Odense Bys Museer den 20. april og koster 128 kr. Bogen kan købes på Møntergården og i Odense Bys Museers netbutik.

 

 
Besøg Industrialia.dk på